Jeg hører ofte fra nybegyndere i friluftsliv, at de synes grej er frygteligt dyrt og at det kan være svært at overskue udbudet. Og jeg må medgive at der er mange faldgruber – specielt hvis man ikke har den store erfaring. I denne artikel vil jeg forsøge at give et par gode råd til, hvordan man undgår at omkostningerne løber løbsk.

Køb tøj før grej

At kunne holde sig tør og varm er uden tvivl det vigtigste hvis man vil have gode friluftsoplevelser. Mit bedste råd er derfor at prioritere at få købt noget godt og funktionelt tøj før man går ud og investerer i udstyr. Se evt mit indlæg om, hvordan man holder sig varm på turen.

Når der er styr på beklædningen er det tid til at kigge på det udstyr og grej som vi slæber med os.

Du har brug for mindre end du tror

Vi kan have en tendens til at fylde rygsækken med ting vi aldrig får brug for og når vi står nede i Outdoor butikken kan man hurtigt opfinde en masse behov som ikke og lade sig imponere af de mange smarte løsninger. Og det er præcist hér at pengene begynder at løbe ud af lommerne.

Vent med at købe grej før du har været på en tur, hvor du reelt har savnet det.

Og ja, det lille smarte salt-og-peber-sæt i selvlysende plastik ER da smart – men kan vi finde en billigere og ligeså effektiv alternativ løsning – JA. Godt så. Tag nu afsted og se om du virkelig savner det fine salt-og-peber-sæt eller om din egen løsning virker okay.

Hvad er vigtigt – Prioritér dit grej

Jo mere erfaring man får med fritluftslivet, jo lettere er det at prioritere funktionalitet på grej. Har du begrænset erfaring er du velkommen til at kontakte mig for gode råd. Du kan også få masser af gode råd på en af de mange grupper for friluftsliv på Facebook.

Inden du køber dit grej, bør du lave en prioriteret liste over de ting du ønsker udstyret skal kunne.

Eksempel

Jeg vil gerne have en lille gryde som jeg kan tage med mig på solo tur i skoven. Typisk til et par enkelte overnatninger. Jeg skal bruge den til at varme vand og mad i. Det er vigtigt for mig at gryden kan bruges på forskellige varmekilder (bål, gas, sprit)

Min prioriterede liste ser sådan ud:

  1. Egnet til forskellige varmekilder
  2. Der skal være hank på, så jeg kan hænge den op over bålet.
  3. Der skal være låg på (så vandet koger hurtigere)
  4. Max 0,5 liter
  5. Hanken må gerne kunne stå selv, så den ikke hænger ned ad siden, hvis jeg placerer gryden midt i gløderne.
  6. Der må gerne være håndtag på siden så jeg kan bruge den som drikkekop (multifunktion)
  7. Der skal IKKE være slip-let belægning (erfaringsmæssigt ødelægger jeg tit belægningen og har ikke lyst til at spise teflon)
  8. Letvægt

Nu er jeg klar til at gå på jagt.

Udervejs finder jeg måske nogle smarte løsninger med andre funktioner end dem jeg har på min liste – men de kommer kun i betragtning hvis gryden samtidigt opfylder alle mine basis-krav.

Dine krav til en gryde er sandsynligvis anderledes end mine. Pointen er bare, at det er vigtigt at gøre sig disse overvejelser inden man går på jagt efter grej. Så undgår man at spilde både tid og penge på grej.

Grej med flere funktioner

Når du overvejer om du skal købe et stykke grej, så tænk over om det kan løse mere end én opgave. Kan dolken bruges til at kløve brænde med? Kan drikkedunken bruges til både kold og varmt vand (og dermed også bruges som varmedunk i soveposen)? Har vi virkelig brug for en tallerken OG en spiseskål?
Det er samtidigt en god øvelse i at skære ind til benet og prioritere hvad der er vigtigt for os.

Holdbarhed versus pris

Faktum er at ting bliver behandlet lidt hårdere når vi er ude i det fri i forhold til derhjemme. Derfor giver det god mening at vælge grej der kan holde til lidt ekstra tæsk – det betyder som regel også at grejet er lidt dyrere.
Desværre ser jeg i outdoor butikkerne en masse grej som ikke er særlig holdbar eller praktisk og samtidigt er temmeligt dyrt. Det finder man desværre ofte ud af på den hårde måde når man står ude i botanikken med en knækket plastik spork i en fancy pangfarve.

Skal du købe eller leje dit udstyr

Er man kun på friluftstur et par gange om året, betyder det måske ikke så meget at man selv ejer sit grej. Overvej derfor om det bedre kan betale sig at leje grejet – fx her i Skovens Rige. Ud fra de erfaringer man får med det lejede grej kan man bedre prioritere og vælge det grej man måske senere får lyst til at købe.

Fancy versus funktionel – Nice to have eller need to have

Jeg ved fra mig selv, hvor let det er at lade sig rive med af en fancy ny gadget som ligger på hylden i outdoor-butikken og blinker til mig.

Et eksempel fra det virkelige liv

Jeg falder over en smart kaffekande i en outdoor-butik. Den kommer fra en producent jeg kender og som laver godt kvalitetsudstyr til udelivet. Den består ud over kanden af et smart filter til at hælde kaffen i og et lille gennemsigtigt glas/plastik låg (så man kan holde øje med brygningen) Lækkert design. God kvalitet. Men….

Jeg får et ekstra stykke grej at slæbe på, vedligehold og holde styr på. Jeg kan ikke bruge den til andet end at koge vand og lave kaffe i.

Hvis kaffe på turen er vigtig for mig (og ja, det er det 🙂 kan stedet kan jeg jo vælge at koge mit vand i min lille gryde. En gryde der samtidigt også kan laves mad i, bruges som ovn osv. Og kaffefilteret – tja – hvis man ved hvordan man laver cowboy kaffe, behøver jeg det jo egentlig ikke.

Men har den fancy kaffekande overhovedet sin berettigelse så? Ja, hvis man jævnligt tager på tur med familien eller venner, laver bål og nyder en kop kaffe under åben himmel, så synes jeg da man skal overveje kanden. Men som et stykke ekstra udstyr til en overnatning i skoven – nej.

I dette tilfælde vurderede jeg at kanden løste en opgave, som jeg sagtens kunne løse med andet grej som jeg havde i forvejen og da den ikke tilføjede funktioner jeg ikke kunne undvære, blev den stående på hylden. Den røg i stedet på listen over ting jeg kunne tænke mig, men som jeg ikke har brug for.

Vælg de simple løsninger

Personligt går jeg altid efter simple løsninger og gerne løsninger som kan fungere selvom dele af grejet går i stykker.

Der er ikke noget værre end at måtte afbryde en tur fordi en dims er faldet af mit grej. Når jeg køber nyt grej prioriterer jeg derfor altid holdbarhed og enkelthed over en masse funktioner som jeg måske kun kommer til at bruge enkelte af.

Alternativer til outdoor butikkerne

Er man på jagt efter outdoor udstyr kan man ofte gøre sig nogle gode fund i genbrugsbutikkerne. Det kan fx være støbejernsgryder og -pander, vandrestave, krus, skåle og bestik og uldtøj. Så er man ikke hysterisk med at grejet skal være nyt, kan man spare rigtig mange penge på et besøg her. Samtidigt er det jo dejligt bæredygtigt at give nyt liv til brugt udstyr.

Inspiration til brug af dit udstyr

På Skovens Riges sociale medier vil vi jævnligt poste tips og tricks til, hvordan du kan bruge dit grej.